Spørgsmål og svar

om Finurligheders kreative temakasser

Her på siden finder du svar på de spøgsmål vi oftest bliver spurgt om – hvis ikke du finder det, du søger, er du altid velkommen til at skrive til os på kontakt@finurligheder.dk

Hvor gamle skal børnene være for at lave kasserne?

Alle vores kasser er udviklet med udgangspunkt i, at børn i flere aldre skal kunne lave kassen sammen med deres voksne. Så der er både udfordring for de mindre, de mellemste og de ældre børn – samt de voksne.

Der er lidt forskel på, hvor langt kasserne går ned i alder, samt hvilke interesser de rammer:

Drømmekassen er god til dem, der kan lide at fordybe sig med at lave fine drømmefangere, sætte perler på og nørkle med æstetikken. Og så giver den god anledning til at snakke om et abstrakt emne som drømme. Passer til børn fra cirka 6 år, og større børn og unge, som interesserer sig for “diy universet”, udviser også begejstring for Drømmekassen.

Klovnekassen er god til de lidt mindre børn, fordi de kender til klovne og dermed forstår universet. Materialerne er enkle og farverige, og børn fra cirka 4 år kan få noget ud af kassen. Og så er klovne bare sjove 🙂 Så hvor højt op i alder kassen går, afhænger af, om børnene synes klovne er sjove.

Monsterkassen er god til børn fra cirka 5-8 år, hvor de ofte begynder at interessere sig for de mere uhyggelige ting. Men monstre er tilpas ikke-farlige til, at det stadig er trygt land for dem. Monstre er gode til børn, som har en livlig fantasi – fordi ingen jo i virkeligheden ved, hvordan monstre ser ud.

Skibskassen samler hele familien, fordi de mindre børn synes det er sjovt at lave noget, der kan sejle, imens de lidt ældre børn (og voksne) kan nørde med at få skibene til at ligne rigtige skibe. Skibskassen er god til dem, der kan lide at skabe noget, der ligner noget fra virkeligheden.

Hvor mange børn kan være kreative med én kasse?

I alle kasser er der nok materialer til, at 1-3 børn og deres voksne kan få masser af kreahygge ud af den 🙂 Det vil sige, at man sagtens kan lave kassen sammen med ét barn, men der er materialer nok til at op til tre børn kan lave et par kreationer hver.

Kan jeg lave kasserne sammen med mine børn, selvom jeg ikke selv er kreativ?

Ja. Kasserne er for alle, der har lyst til at udfolde sin kreativitet. Der er ingen instruktioner i kassen, men i stedet inspiration. Det vil sige, at der er et hæfte fyldt med idéer til, hvad I kan lave. Men der er også mulighed for, at lave sine helt egne, unikke kreationer. Der er altså masser af hjælp til jer, der har brug for det – og masser af frihed til jer, der hellere vil have det.

(Vi tror i øvrigt på, at ALLE er kreative. Nogle har bare glemt det lidt).

Hvad indeholder inspirationshæftet?

I alle kasser er det et hæfte, som hjælper jer i gang med det kreative projekt. Hæftet er udviklet således, at man kan bruge det hele vejen igennem og lave alle de idéer der er i hæftet – eller man kan løsrive sig fra ideerne og lave sine egne, unikke kreationer. Hæftet er fyldt med billeder og ikke så meget tekst. På den måde kan også børn, der ikke kan læse, få meget ud af hæftet.

Er der skadelige stoffer i materialerne?

Vi gør alt, hvad vi kan for at gå efter ordentlige materialer, uden skadelig kemi. For eksempel er vores mønstrede papir trykt på 100% nedbrydelig papir med 100% nedbrydelig trykfarve.

Vi går efter naturmaterialer, fødevaregodkendte materialer og andre materialer, som vi ikke har noget imod vores egne børn har i hænderne.

Vi undgår blød plast, maling, glimmer-papir og lignende, med mindre leverandøren kan dokumentere, at indholdet ikke er skadeligt.

Hvad skal jeg have derhjemme?

Vores kasser er udviklet, så de kan laves hvis I har limpistol, saks og tuscher derhjemme. (Hvis ikke, kan I købe det i shoppen).

I alle kasser er der en limstift.

Skal der bruges specialværktøj er det en del af kassen, eller vi lægger dem ved forsendelsen uden beregning.

Kan jeg få et abonnement?

Nej. Vi har et ønske om at imødekomme børn med forskellige interesser og udvikle produkter af høj kvalitet. Derfor kræser vi særligt længe om hver kasse, tester dem sammen med børn og udvikler specialelementer og designs til hver enkelt kasse, som støtter bedst muligt op om kreativiteten. Vores kasser er altså ikke “fast-creativity” men “slow-creativity”.