Lav en urtehave med mælkekartoner

Jeg kan godt lide tanken om, at vi selv dyrker spiselige grøntsager, og at børnene er med til at få frø til at gro. Så en del af vores hjemmeskoling handler også om at lære ret basale ting, som at sætte frø til forspirring. Og til det formål er mælkekartoner perfekte, fordi de jo er vandtætte og har en fin mini-haveform. Og så er det jo en ekstra gevinst, at det både er bæredygtigt at genbruge sit emballageaffald OG at hjemmedyrke dine grøntsager.

Jeg håber du og børnene har fundet en hverdag, der fungerer derhjemme med hjemmeundervisning, hjemmepasning og hjemmearbejde i disse meget anderledes corona-tider. Herhjemme går det overraskende godt, især efter vi har fået struktur på hverdagen. Vi har gang i flere forskellige projekter, og er blandt andet i gang med et urtehaveprojekt. Jeg har aldrig selv været specielt dygtig til det med haven… Men min mor har altid den flotteste urtehave, og som barn var jeg også med til at så. I går startede vi med at så frø i mælkekartoner og små fiberpotter, som kan stå til forspirring inde i stuen, indtil vejret er varmt nok til, at vi kan plante ud. I weekenden fik børnene og jeg luget godt ud i vores urtebede, så de er klar, når vi snart kan plante vores forspirrede frø ud i jorden.

Jeg har i de seneste uger samlet emballage i en kasse i køkkenet. Jeg gør mælkekartoner, plastikbøtter, syltetøjsglas, yoghurtbægere osv. rene og gemmer det til krea-projekter.

 

Til vores urtehaveprojekt brugte vi mælkekartoner, som kan sås direkte i. Og i plastikbægere fra for eksempel salat satte vi små fiberpotter, så vi kan vande dem uden vandet flyder ud.

Jeg købte noget så-jord og frø i supermarkedet. Vi såede ærter, gulerødder og salat.

 

Vi skar siderne af mælkekartonerne og puttede lidt sten i bunden, satte fiberpotterne i plastikbægre og fyldte både potter og mælkekartoner med jord.

Så vandede vi jorden, såede frøene, og skrev på ispinde, hvad vi havde sået, som vi stak ned i hver minihave.

Og nu står hele herligheden til forspirring ved vores sydvendte vinduer i stuen. Så er det bare at passe og pleje – og vente 🙂

Nu er det bare at vente og væbne sig med lidt tålmodighed. Så håber vi på, at der snart begynder at komme fine, små spirer op af jorden, som vi kan plante ud i urtehaven.

Kreative hilsner

Bettina

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *