Kreativ take away i påsken

UPDATE: Jeg lukkedeshoppen igen, da jeg havde solgt ud af mit restlager og skulle på barsel 🙂

Det er under en uge siden, jeg åbnede webshoppen igen, efter jeg lukkede den få nogle måneder siden.

Jeg lukkede den fordi, jeg ikke rigtig vidste, hvordan jeg skulle køre webshoppen videre samtidig med, at jeg lavede opgaver for andre virksomheder. Og fordi jeg er gravid, og havde brug for en mere stabil indtægt.

Men. Så kom Corona, og vendte op og ned på de planer.

Pludselig var der ingen, der hyrede eksterne designere ind. Og de aftaler jeg allerede havde, blev aflyst.

I to uger gik jeg herhjemme med børnene, hjemmeskolede og jeg lavede endda en surdej. Men surdejen døde, og det begyndte at krible i fingrene, for at der skulle ske noget igen…

Jeg satte derfor nogle af de resterende temakasser til salg ude i min garage. Og i løbet af et par dage, havde jeg solgt mere end 20 kasser.

Og jeg bor altså i en MEGET lille by.

Ligesom jeg selv er hjemme med børnene, og skal have hjemmeskoling, hjemmebørnehave og arbejde til at gå op i en højere enhed – så sidder I jo en hel masse forældre derude i samme situation. Og jeg har et helt lager fyldt med kreamaterialer plus et hovede fyldt med kreative idéer. Det kan vi vende til en win-win: Jeg sælger ud af mit krea-lager og får noget at lave – du får kreative idéer og materialer, så du kan aktivere børnene derhjemme.

Et lille kig ind i mit lager

 

Så nu har jeg åbnet webshoppen igen. Og jeg sender kreative pakker afsted som aldrig før. Midtjyllands avis har endda været forbi.

Og da jeg alligevel er hjemme hele påsken, så ekspederer jeg ordre hver dag. Og bor du i nærheden af Gl. Rye, så kan du ganske gratis afhente din ordre i min garage. Jeg sender en sms, når den er klar.

Jeg sender selvfølgelig også med GLS, de holder dog fri i påskedagene.

Jeg håber du får en rigtig god påske – og lige her får du mine tips til, hvordan I sætter gang i kreativiteten derhjemme.

Kreative hilsner

Bettina

PS: Jeg har selvfølgelig ikke uanede mængder af kreative materialer i mit lille lager. Men hvem ved, hvad der sker. Måske der dukker nye muligheder op, for at udvikle Finurligheder fremadrettet. Jeg vil i hvert fald gerne dreje det i en mere bæredygtigt retning. Og så er jeg på udkig efter spændende samarbejder – for er der noget jeg har lært her under Corona-krisen, så er det hvor meget fællesskab og gode samarbejder betyder for mig.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *