Kreativitet er ikke kun godt for det enkelte barn. Det er også en fantastisk indgang til at skabe et stærkt fællesskab. Fællesskabet opstår, når børnene inspirerer og hjælper hinanden med at skabe noget kreativt.
Jeg har i hvert fald ofte oplevet, hvordan børnene vokser i fællesskabet omkring krea-bordet. Både på vores workshops, men også privat. Hvis min datter har haft legegruppe hjemme, eller vi har haft gæster med børn hun ikke kender så godt, så har jeg ofte sat gang i et kreativt projekt.
Det er fantastisk at opleve, hvordan børnene er nysgerrige på det, hinanden laver. Og hvor gode de er til at hjælpe hinanden. Jeg plejer at sidde med ved bordet, så jeg kan hjælpe dem lidt på vej. Jeg sætter dem som regel i gang med en mere eller mindre åben opgave.
Det kunne for eksempel være, at de kan lave en uro, som de kan hænge op over eller ved siden af deres seng.
Jeg finder materialer frem, som jeg sætter midt på bordet. Og værktøj som sakse, limstifter, tuscher og måske en limpistol.
Så kommer jeg med lidt idéer til, hvad de kan gøre – hvis ikke det hele går af sig selv. Og jeg viser dem teknikker til, hvordan de bruger materialerne. For eksempel hvordan de laver en pompon af garn.
Eller hvordan de laver fingerstrik:
Og så behøver det jo ikke kun være børn omkring bordet. Det er ret hyggeligt, at lave en krea-aktivitet sammen både børn og voksne, hvis for eksempel I har gæster til brunch eller er hele familien i sommerhus.
Kreative hilsner
Bettina