Der sker noget helt særligt, når børn får muligheden for at være kreative med ting fra naturen. De små drømmeverdener kommer til at se vidt forskellige ud afhængig af tidspukt på året og lokationen for jeres indsamlingssted. Jeg har fundet naturmaterialer i skoven, men parker, strande, marker og haver er også gode steder at gå på opdagelse.
Jeg kan godt lide projekter, hvor børnene skal på opdagelse og være kreativ med naturmaterialer. Det er super godt for deres evne til at tænke kreativt og udtrykke deres egne idéer. Denne lille kreative aktivitet åbner op for børnenes fantasi, når de går på opdagelse i naturen og skaber deres egne, små fortællinger.
Det skal I bruge:
- Et stort glas
- En saks, noget snor og måske noget ståltråd
- En limpisol
- Ting I samler i naturen
Sådan gør I:
Gå en tur ud i skoven, parken, haven eller på stranden og saml forskellige materialer. Jeg gik på opdagelse i skoven, og fandt mos, små grene og sågar en død humlebi. I haven fandt jeg udsprungne grene og et par muslingeskaller, som vi havde samlet sidste sommer på stranden.
Saml en god portion af spændende ting – måske får I idéer undervejs, ellers tager bare de ting med hjem, som I synes er sjove og spændende.

Saml ting i naturen og skab jeres egne små drømmeverdener
Derhjemme puttede jeg lidt sand i bunden af glasset, og så begyndte jeg ellers at lave min egen lille drømmeverden. Muslingeskallerne blev til svampe, da jeg limede små pinde i dem, så de kunne stå. En pind og en klump mos blev til et træ, da jeg bandt mosset omkring grenen med noget snor. Og så fik jeg lyst til at lave nogle fine bær med nogle pailletter, jeg havde i forvejen. (Dem kan du finde i den lille pose med små dimser og den store pose med små dimser, hvis I mangler lidt kreasager derhjemme). Ellers bruger I hvad I har.
Min drømmeverden kom til at se sådan her ud:
Jeg håber du og børnene har fået lyst til at være kreativ med naturmaterialer. De lidt større børn (+8) kan godt lave projektet alene. Vis dem billederne i blogindlægget her, måske det er inspiration nok. Der kan godt gå en time eller to med sådan et lille kreaprojekt.
God fornøjelse!
Kreative hilsner
Bettina